Internet trolls er narcissister, sadister og psykopater

Internet trolls er et synonym for personer, der generer dig online med nedladende og ondskabsfulde kommentarer. Internet trolls huserer især på de sociale medier som Facebook,YouTube, Instagram og Tvitter, som er offentlige tilgængelige. Internet trolls popper typisk op og blander sig i diskussioner, som de ikke er inviteret med i. De skriver provokerende og ubehagelige kommentarer, som ofte retter sig personligt mod afsenderen. Er du debattør, blog- eller artikelforfatter, har du muligvis også oplevet, at en eller flere trolde har trampet ind over dine skrevne ord. Nogle internet trolls er endog så energiske, at de bruger tid på at formulere personlige og væmmelige hade-mails, som de sender til dig.

Udover at skrive frastødende kommentarer, tager nogle internet trolls tingene et niveau højere op og spreder falske rygter og beskyldninger om enkeltpersoner i offentlige online fora. Rygtespredningen har til formål at ødelægge dit ry og omdømme. Denne form for trolling kaldes cyber-bullying.

Internet trolls får et kick ud af at genere andre

Internet trolls betyder oversat internet trolde. Vi kender trolde fra eventyr og historier. De er lumske væsener, som man ikke kan stole på og som først kommer frem efter mørkets frembrud. De skjuler sig på mørke steder som i huler, i kældre og under broer, hvor de bare venter på at springe frem for at skræmme (eller fortære) tilfældigt forbipasserende.

At internet trolls netop sammenlignes med en trold giver god mening. Den eneste forskel er, at i stedet for at gemme sig i kældre og huler, så gemmer en internet troll sig bag sin computerskærm. Motivet for at ‘trolle’ andre, opstår hos personer, der savner spænding og drama. Internet trolls har brug for andres opmærksomhed for ligesom at føle sig igang og få opmærksomged. At de skaffer sig den opmærksomhed på bekostning af andre, bekymrer dem ikke. For en internet troll har det ingen betydning om opmærksomheden er positiv eller negativ; opmærksomhed er opmærksomhed og det er det, der tæller for vedkommende.

Det er vigtigt at forstå, at internet trolls i virkeligheden ikke chikanerer dig (eller andre), fordi de er vrede på- eller uenige med dig. De gør det bare for at gøre det, og fordi det giver dem nydelse at ydmyge og nedgøre andre. Dog er der en tydelig sammenhæng mellem graden af din popularitet og på, hvor meget du bliver trollet. Jo mere populær du er, jo mere vil troldene lange ud efter dig. Trolde føler sig hævet over andre mennesker og træder derfor både henover- og på dig. Derfor er din popularitet er en torn i øjet på dem. Reagerer du på troldens provokationer, giver det vedkommende en ekstra tilfredsstillelse – din reaktion, som er ‘ægte troldeføde’. Lykkes det for en internet troll at ramme dig på dine følelser og integritet, opildner det blot vedkommendes lyst til at skabe endnu mere drama. Din reaktion får en internet trold til at føle sig stærkere, større og mere magtfuld.

Forskning viser sammenhæng mellem internet trolling og ondskabsfuld narcissisme

Da internet trolling er blevet et markant større problem end tidligere, har flere forskere forsøgt at klarlægge, hvilke karakter- og personlighedstræk, der kendetegner en internet troll. Et stort canadisk forskningsprojekt har påvist, at internet trolling kan linkes til de personlighedskarakterer, man finder i The Dark Triad: (1) Narcissisme, der er karakteriseret ved en egoistisk personlighed med et grandiost og gudeligt selvbillede, en indbildsk og overlegen attitude samt mangel på empati (2) Malign narcissisme, der er karakteriseret ved en egoistisk og manipulerende personlighed, med en amoralsk og sadistisk adfærd, der bedrager og udnytter andre for egen vindings skyld (3) Psykopati, der er karakteriseret ved en antisocial personlighed med en impulsiv og lyststyret adfærd, ekstrem egoisme og følelsesmæssig afstumpethed.

Internet trolls er narcissister, sadister og psykopater, der tilfredstilles og underholdes ved at udnytte andre mennesker.

Kilde: Science direct – Trolls just want to have fun

At trolle på internettet er en simpel måde at få boostet sit behov for opmærksomhed. I det virkelige liv ville det kræve en langt større indsats og energi at ramme så mange mennesker på én gang. På ganske kort tid kan en internet troll nå ud til rigtig mange mennesker med sine krænkelser og provokationer. Derfor er internettet en fremragende legeplads og et frirum for den slags mennesker.

Hvad gør du, hvis du møder en internet troll?

Del din oplevelse med andre
Ingen synes, at det er sjovt at blive udsat for mobning og kritik, hverken online eller i den virkelige verden. Sådan en oplevelse kan påvirke dig på mange måder. Et trolde-angreb er som regel ikke personligt. Hvis det er en ægte trold, du har med at gøre, er du med sikkerhed ikke den første, vedkommende har chikaneret. Du er altså ikke alene. Derfor skal du dele om din oplevelse med andre. Det er hverken flovt eller tegn på svaghed. At tale om det hjælper dig med at få lettet meget af det ubehag, du mærker og du vil overraskes over den støtte og opbakning, du møder hos venner, familie og dit netværk.

Bloker og/eller anmeld vedkommende
Du skal ikke være bange for at håndtere problemet, for du passer på dig selv og den slags mennesker er ikke en del af dit liv. Det gælder også på internettet. Nogle trolde er relativt harmløse, mens andre er mere agressive. Føler du dig truet, så tøv ikke med at anmelde vedkommende til politiet.

Don’t feed the (internet) troll!
Som tidligere nævnt, lever og ånder internet trolde for at få opmærksomhed. Undgå derfor at give vedkommende din opmærksomhed. Gå ikke ind i en diskussion med vedkommende og forsøg heller ikke at forklare trolden noget. Trolde er ligeglade med det, du siger. De vil ikke forstå. Dine forklaringer betyder intet for dem. Synk ikke ned på deres niveau og spild ikke din gode energi og humør på dem. Begynder du først en interaktion med en trold, får det ingen ende. Drop dit forsøg med at få vedkommende omvendt. Det lykkes alligevel aldrig. Den bedste løsning er at give vedkommende nul reaktion, nul energi, nul forsvar og nul modsvar. Slet vedkommendes kommentarer og bloker om muligt. En trold henter masser af føde fra den indsats, du gør for at få vedkommende til at forstå dig. Når en trold ikke får nogen respons, flytter vedkommende sig videre til andre ting og andre mennesker.

Berith SiegumfeldtBerith Siegumfeldt er sygeplejerske, foredragsholder, forfatter og psykologisk rådgiver. Hun er uddannet til at hjælpe mennesker, der er- eller har været udsat for en narcissist eller psykopats voldelige adfærd i både psykisk og fysisk forstand. Berith har specialiseret sig i den narcissistiske personlighedsforstyrrelse og i det narcissistiske offer syndrom.

I den årrække, hun har arbejdet som sygeplejerske, har hun har stiftet bekendtskab med rigtig mange mennesker. Ydermere har hun en række uddannelser, særligt indenfor den terapi og coaching, som skal hjælpe ofre for narcissistisk og psykopatisk overgreb til at se lyset for enden af tunnelen samt at få styrke til at bryde med det menneske, som man troede stod én nær. Et menneske, som istedet har haft en helt anden agenda for egen vindings skyld.

Den uddannelse, der har givet Berith den største erfaring og viden omkring narcissister og psykopater, er den uddannelse, som livets skole har forsynet hende med. Siden hun var barn, har hun kendt til narcissismens mørke sider. Hun er selv vokset op med en voldelig og narcissistisk far. Hun ved om nogen, hvad det vil sige det at være gidsel i en opvækst, hvor hun forsøgte at beskytte sin mor og samtidig prøvede at gyde olie på vandene for at stoppe og undgå sin fars raseri og tyranni. Det kostede senere både Beriths mor og storebror livet at være en del af hendes fars tilværelse.

Berith brænder for at så mange som muligt – ung som gammel –  skal lære, hvordan de genkender narcissistisk overgreb og skjult psykisk vold, så de dermed kan beskytte sig mod den.

Du kan læse mere om den hjælp, rådgivning og undervisning, som hun yderligere tilbyder herunder >>

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du kan måske også lide