Det er vigtigt at være forberedt, når du stopper dit forhold til en narcissist.
I det uoverskuelige spind, som en narcissist skaber, kan det være svært at have overblik over sit eget liv og i det hele taget tænke klart. Hvordan kommer du helskindet ud af forholdet - ja med livet i behold?
Du skal først og fremmest lægge mærke til de tegn, der indikerer, at det er en narcissist, du er gift eller lever sammen med.
Narcissister er egoistiske, selvoptagede, kontrollerende, hemmelighedsfulde, kroniske løgnere, hidsige og manipulerende. De mangler empati og de udnytter dig - og andre.
Måske har du været vidne til din partners opførsel i årevis og du har set, hvordan tingene bare har udviklet sig til det værre.
Narcissister arbejder målbevidst og kynisk for egen tilfredsstillelse.
Hvis du har sat dig godt ind i emnet narcissisme, så har du den nødvendige viden, som kan støtte dig i din beslutning om at forlade vedkommende.
En narcissist forandrer sig ikke
Du kan vælge at blive sammen med vedkommende og forsøge at overbevise dig selv om, at han/hun forandrer sig på et eller andet tidspunkt, eller at du kan hjælpe ham/hende med at forandre sig. Men det kommer desværre aldrig til at ske, fordi den personlighedsforstyrrelse din partner har, er fastlåst. Det falske selv som narcissisten har, er skabt allerede tidligt i barndommen og de forsvarsmekanismer han eller hun har udviklet, er uimodtagelige for nogen form for forandring.
Narcissister er overbeviste om, at de er andre overlegne. De mener, at de er perfekte og at de derfor kan tillade sig hvad som helst. De er på ingen måde motiverede for at forandre sig, for de forstår ganske enkelt ikke, hvorfor en forandring er nødvendig. For det er jo ikke dem, der er noget galt med.
Hvis du beslutter dig for at forlade vedkommende, er det vigtigt, at du planlægger din exit i detaljer.
Få hjælp af en advokat
Søg og find en advokat der har erfaring med skilsmisser og bodelinger og som er bekendt med mennesker, der har den narcissistiske personlighedsprofil. Du skal vælge en advokat, som er dygtig til at kommunikere og som kan bevare roen og overblikket, når narcissisten og dennes advokat stormer frem med deres angreb, for det kan du med næsten 100% sikkerhed regne med, kommer til at ske.
Her får du yderligere 16 gode råd, som du skal have med i din exit-plan:
1) Skab et overblik over din økonomiske situation. Hvis du ikke allerede har din egen bankkonto, så opret én og lav om muligt en opsparing. Din partner skal selvsagt ikke kende til- eller have adgang til denne konto.
2) Opret en ny e-mail adresse og sørg for, at alle dine e-mails bliver sendt til denne.
3) Få din fysiske post sendt til en postboks eller til en person, som du har tillid til.
4) Find et sted, hvor du kan være - helst et sted, hvor din partner ikke kan finde dig. Hvis du er bange for din sikkerhed, så kontakt politiet og få et politi-tilhold. Er du kvinde, så er Danner.dk god at kontakte.
5) Sørg for at have et godt netværk omkring dig af mennesker, du har tillid til. Meld dig eventuelt ind i et supportforum for ofre for narcissister.
6) Gem og/eller lav kopier af vigtige dokumenter:
- Bank-dokumenter.
- Eventuelle optagelser af samtaler/telefonsamtaler med din partner.
- Dokumenter fra SKAT, fakturaer og alle andre former for dokumentation, der vedrører økonomi.
- Recepter på medicin som du eller dine børn tager.
- Dokumenter fra børnehave, skole, sundhedsplejerske osv.
- Dåbsattester (både din egen og dine børns dåbsattester).
- Vielsesattest.
- Pas (både dit eget og dine børns pas).
- Sygesikringsbeviser ((både dit eget og dine børns sygesikringsbeviser).
- Billeder og andre uerstattelige ting, du gerne vil beholde.
- Eventuelle arvestykker som er dine.
7) Sørg for at gemme følgende et sikkert sted:
- Dine kreditkort.
- Dit kørekort.
- Pas (både dit eget og dine børns pas).
- Billeder og andre uerstattelige ting.
8) Hvis du planlægger ligefrem at flygte fra din partner, så sørg for at have en kuffert parat med tøj, medicin, toiletsager og ekstranøgler til dig og dine børn.
9) Sørg for at få lukket eventuelle kreditkort, du har til jeres fælleskonti med det samme. Aftal med banken, at der ikke kan flyttes penge fra jeres fælleskonti uden dit vidende.
10) Hvis du skal have nogen form for samtale med din partner, så ring fra hemmeligt nummer.
11) Bliv væk fra din partner! Tro ikke på, at han/hun er villig til at ændre sig, selv om han/hun siger det.
12) Hvis din partner ringer til dig, så lad opkaldet gå på telefonsvareren. Hvis du ikke deler forældremyndighed med din partner, så er det allerbedst at blokere din partners nummer.
13) Hvis du skal hente noget fra jeres fælles hjem, så tag en ven/veninde/familiemedlem med dig. Du må ikke være alene med din eks-partner!
14) Sørg så vidt muligt for at få masser af søvn, spis sundt og hold dig i god fysisk form.
15) Lav eventuelt yoga- eller mindfulness øvelser, der kan hjælpe dig med at reducere din stress.
16) Del ikke din exit-plan med nogen, medmindre du er 100% sikker på, at du kan stole på dem.
Jeg hedder Berith Siegumfeldt. Jeg er sygeplejerske og ekspert i den narcissistiske personlighedsforstyrrelse og i de alvorlige eftervirkninger, det har for de mennesker, der udsættes for psykisk vold og manipulation.
Jeg afholder foredrag, kurser og online forløb om emnet og er ydermere forfatter til bøgerne: Hjælp barnet ud af narcissistens magt (Forlaget Lindhardt og Ringhof 2018) & Slip ud af narcissistens greb én gang for alle.
Gennem videreuddannelser har jeg specialiseret mig i den narcissistiske personlighedsforstyrrelse samt i de eftervirkninger, det har på et menneske at være udsat for en narcissist.
Jeg kan derfor tilbyde kvalificeret og kompetent hjælp og inspiration, når det handler om at håndtere narcissister og vriste sig ud af deres manipulerende greb
Jeg er samtidig en god sparringspartner for pårørende, som oplever en nærtstående person blive manipuleret med og hvor personen ikke selv kan se, at den er helt gal. Sådan er det, når man fanges i en narcissists spind. Man har ikke en chance for at genneskue, hvad det er, der foregår. Man kan kalde det en slags hjernevask.
I de mange år som sygeplejerske har jeg har stiftet bekendtskab med rigtig mange mennesker.
Arbejdet har ikke kun været brækkede arme og ben - det har også i stigende grad handlet om mennesker med store bekymringer og sår på sjælen.
Overvejende mange af dem var netop ofre for narcissistiske og psykopatiske overgreb fra personer, som de troede ville dem det bedste, men som istedet har haft en helt anden agenda for egen vindings skyld.
Jeg har selv en del erfaringer fra livets skole. Jeg har kendt til narcissismens mørke sider siden jeg var barn, da jeg selv er vokset op med en voldelig og narcissistisk far. Jeg ved om nogen hvordan det er at leve med skiftevis glæde, frygt, forvirring, rædsel og vold.
Det kostede både min mor og bror livet at være i min fars tilværelse.
I 2011 forlod jeg mit job som sygeplejerske, fordi jeg ville hjælpe og inspirere de mennesker, som er ofre for narcissisme.
Det er forholdsvis ukendt for mange, hvad narcissisme er og hvordan man håndterer det. Derfor er det vigtigt at hjælpe så mange mennesker som muligt med at genkende en narcissist.
Jeg er født i Danmark i 1971. Jeg bor på Djursland sammen med min mand, vores to sønner og vores boxer-hund Storm.
Du kan læse mere om den hjælp, jeg yderligere tilbyder herunder:
Skriv et svar