Det er vigtigt at være forberedt, når du stopper dit forhold til en narcissist.
I det uoverskuelige spind, som en narcissist skaber, kan det være svært at have overblik over sit eget liv og i det hele taget tænke klart. Hvordan kommer du helskindet ud af forholdet – ja med livet i behold?
Du skal først og fremmest lægge mærke til de tegn, der indikerer, at det er en narcissist, du er gift eller lever sammen med.
Narcissister er egoistiske, selvoptagede, kontrollerende, hemmelighedsfulde, kroniske løgnere, hidsige og manipulerende. De mangler empati og de udnytter dig – og andre.
Måske har du været vidne til din partners opførsel i årevis og du har set, hvordan tingene bare har udviklet sig til det værre.
Narcissister arbejder målbevidst og kynisk for egen tilfredsstillelse.
Hvis du har sat dig godt ind i emnet narcissisme, så har du den nødvendige viden, som kan støtte dig i din beslutning om at forlade vedkommende.
En narcissist forandrer sig ikke
Du kan vælge at blive sammen med vedkommende og forsøge at overbevise dig selv om, at han/hun forandrer sig på et eller andet tidspunkt, eller at du kan hjælpe ham/hende med at forandre sig. Men det kommer desværre aldrig til at ske, fordi den personlighedsforstyrrelse din partner har, er fastlåst. Det falske selv som narcissisten har, er skabt allerede tidligt i barndommen og de forsvarsmekanismer han eller hun har udviklet, er uimodtagelige for nogen form for forandring.
Narcissister er overbeviste om, at de er andre overlegne. De mener, at de er perfekte og at de derfor kan tillade sig hvad som helst. De er på ingen måde motiverede for at forandre sig, for de forstår ganske enkelt ikke, hvorfor en forandring er nødvendig. For det er jo ikke dem, der er noget galt med.
Hvis du beslutter dig for at forlade vedkommende, er det vigtigt, at du planlægger din exit i detaljer.
Få hjælp af en advokat
Søg og find en advokat der har erfaring med skilsmisser og bodelinger og som er bekendt med mennesker, der har den narcissistiske personlighedsprofil. Du skal vælge en advokat, som er dygtig til at kommunikere og som kan bevare roen og overblikket, når narcissisten og dennes advokat stormer frem med deres angreb, for det kan du med næsten 100% sikkerhed regne med, kommer til at ske.
Her får du yderligere 16 gode råd, som du skal have med i din exit-plan:
1) Skab et overblik over din økonomiske situation. Hvis du ikke allerede har din egen bankkonto, så opret én og lav om muligt en opsparing. Din partner skal selvsagt ikke kende til- eller have adgang til denne konto.
2) Opret en ny e-mail adresse og sørg for, at alle dine e-mails bliver sendt til denne.
3) Få din fysiske post sendt til en postboks eller til en person, som du har tillid til.
4) Find et sted, hvor du kan være – helst et sted, hvor din partner ikke kan finde dig. Hvis du er bange for din sikkerhed, så kontakt politiet og få et politi-tilhold. Er du kvinde, så er Danner.dk god at kontakte.
5) Sørg for at have et godt netværk omkring dig af mennesker, du har tillid til. Meld dig eventuelt ind i et supportforum for ofre for narcissister.
6) Gem og/eller lav kopier af vigtige dokumenter:
– Bank-dokumenter.
– Eventuelle optagelser af samtaler/telefonsamtaler med din partner.
– Dokumenter fra SKAT, fakturaer og alle andre former for dokumentation, der vedrører økonomi.
– Recepter på medicin som du eller dine børn tager.
– Dokumenter fra børnehave, skole, sundhedsplejerske osv.
– Dåbsattester (både din egen og dine børns dåbsattester).
– Vielsesattest.
– Pas (både dit eget og dine børns pas).
– Sygesikringsbeviser ((både dit eget og dine børns sygesikringsbeviser).
– Billeder og andre uerstattelige ting, du gerne vil beholde.
– Eventuelle arvestykker som er dine.
7) Sørg for at gemme følgende et sikkert sted:
– Dine kreditkort.
– Dit kørekort.
– Pas (både dit eget og dine børns pas).
– Billeder og andre uerstattelige ting.
8) Hvis du planlægger ligefrem at flygte fra din partner, så sørg for at have en kuffert parat med tøj, medicin, toiletsager og ekstranøgler til dig og dine børn.
9) Sørg for at få lukket eventuelle kreditkort, du har til jeres fælleskonti med det samme. Aftal med banken, at der ikke kan flyttes penge fra jeres fælleskonti uden dit vidende.
10) Hvis du skal have nogen form for samtale med din partner, så ring fra hemmeligt nummer.
11) Bliv væk fra din partner! Tro ikke på, at han/hun er villig til at ændre sig, selv om han/hun siger det.
12) Hvis din partner ringer til dig, så lad opkaldet gå på telefonsvareren. Hvis du ikke deler forældremyndighed med din partner, så er det allerbedst at blokere din partners nummer.
13) Hvis du skal hente noget fra jeres fælles hjem, så tag en ven/veninde/familiemedlem med dig. Du må ikke være alene med din eks-partner!
14) Sørg så vidt muligt for at få masser af søvn, spis sundt og hold dig i god fysisk form.
15) Lav eventuelt yoga- eller mindfulness øvelser, der kan hjælpe dig med at reducere din stress.
16) Del ikke din exit-plan med nogen, medmindre du er 100% sikker på, at du kan stole på dem.
Det er mig, der er Berith Siegumfeldt. Jeg er sygeplejerske, foredragsholder, forfatter og psykologisk rådgiver. Jeg er uddannet til at hjælpe mennesker, der er- eller har været udsat for en narcissist eller psykopats voldelige adfærd i både psykisk og fysisk forstand. Jeg har specialiseret sig i den narcissistiske personlighedsforstyrrelse og i det narcissistiske offer syndrom.
I række år, jeg har arbejdet som sygeplejerske, har jeg har stiftet bekendtskab med rigtig mange mennesker. Ydermere har jeg en række uddannelser, særligt indenfor den terapi og coaching, som skal hjælpe ofre for narcissistisk og psykopatisk overgreb til at se lyset for enden af tunnelen samt at få styrke til at bryde med det menneske, som man troede stod én nær. Et menneske, som istedet har haft en helt anden agenda for egen vindings skyld.
Den uddannelse, der har givet mig den største erfaring og viden omkring narcissister og psykopater, er den uddannelse, som livets skole har forsynet mig med. Siden jeg var barn, har jeg kendt til narcissismens mørke sider. Jeg er selv vokset op med en voldelig og narcissistisk far. Jeg ved om nogen, hvad det vil sige det at være gidsel i en opvækst, hvor jeg forsøgte at beskytte sin mor og samtidig prøvede at gyde olie på vandene for at stoppe og undgå min fars raseri og tyranni. Det kostede senere både min mor og storebror livet at være en del af min fars tilværelse.
Du kan læse mere om den hjælp, rådgivning og undervisning, som jeg yderligere tilbyder herunder >>
- Live kursus: Narcissisme & psykopati – ved du nok om det?
- Online forløb: sådan bryder du (endelig) ud af et dårligt forhold
- Online supportforum
- Privat rådgiving
- Foredrag: Mennesker, der skader andre – spot dem før det er for sent!
- E-bog: Slip ud af narcissistens greb én gang for alle!
- E-bog: Barnet i narcissistens vold – en guide til forældre og andre voksne (venteliste)
- Alle online kurser
- Alle live kurser