Denne artikel er dedikeret til dig, der har haft eller har en narcissist (eller psykopat) tæt inde på livet.
Den er også dedikeret til min højtelskede, smukke og dejlige mor – et af de fineste, mest ægte og følsomme mennesker jeg nogensinde har kendt.
Desværre måtte hun (på meget tragisk vis) forlade denne fysiske planet for mange år siden.
Jeg fik ikke sagt farvel til hende, men i dag ved jeg, at det var hendes eneste vej ud af det helvede hun levede i.
Jeg ønsker af hjertet ikke at det samme sker for dig og derfor vil jeg dele nogle af de skinbarlige og barske realiteter, der er om narcissister og psykopater, med dig.
Når jeg skriver “han” eller “ham”, betyder det ikke, at der ikke findes kvindelige narcissister.
Det gør der i den grad.
Jeg har dog kun haft mandlige narcissister tæt inde på livet, så derfor refererer jeg til dem som “ham” eller “han” i denne artikel.
Du er hans “forsørger”
I det afgørende øjeblik du finder ud af, at du har været i et forhold eller har haft en narcissist tæt inde på livet, finder du også ud af at du har været hans “forsørger” i MEGET lang tid.
Narcissistens ofre bliver manipuleret ind i den tro at det er dem, der er problemet her, selv om der er konkrete facts på det modsatte.
Forholdet er for evigt i en tilstand af hvad du VED der sker, hvad du TROR der sker og hvad du ville ønske, der IKKE skete.
Så når du endelig indser, hvad det reelt er, der sker er det en stor kamel du skal sluge.
Den gode nyhed er dog, at hvis du gør det, accepterer at det er den barske sandhed og laver et ubrydeligt løfte om ALDRIG at lade dig blive fanget i en narcissists giftige edderkoppenet igen, så vil du tage en kæmpe mentalt kvantespring og begynde den “selvhelbredelse” du har SÅ meget brug for.
Der er en sætning, der hedder: “Det vi tillader at ske, bliver ved med at ske”.
Hvis vi tillader narcissisten at forsvinde og dukke op igen, forsvinde og dukke op igen og blive ved med at trykke på “reset-knappen” om og om igen, så vil han gøre det til evig tid.
Husk på, at det mønster narcissisten har, ALDRIG bliver forældet.
Han ELSKER det.
Det får ham til at føle sig i kontrol.
Og hvis du tillader at det bliver ved med at ske, så er narcissisten i den 7. himmel.
Du bliver “Stof-Afhængig”
For dig findes der ingen himmel her.
Du bliver “stof-afhængig” (læs narcissist-afhængig).
Og narcissisten er både din “pusher” og dit stof.
Hans mønster er at få dig til at føle dig total høj, elsket og lykkelig for i det næste øjeblik at behandle dig som var du det rene skidt, møde dig med kold tavshed, ignorere dig og måske forsvinde væk i uvis tid, for så at komme tilbage og gentage det hele om igen.
Og når du har taget en “kold tyrker” væk fra ham, så bliver dit næste “fix “så meget bedre og højere.
Og det ved han!
Så snart du gør noget, der ikke passer ind i narcissistens billede, når du stiller spørgsmålstegn ved hans adfærd, vil han gentage mønsteret for at få dig tilbage til der, hvor han har kontrollen igen.
Og hvis du er som mange, vil du undskylde overfor både dig selv og overfor ham, uden at vide, hvad det er du egentligt undskylder for.
Narcissisten vil give dig en endeløs liste af ting du kan tænke over…bekymre dig om…stille spørgsmålstegn ved.
Alt sammen noget der ikke føles godt og alt sammen noget, der drejer sig om HAM.
Er han en rigtig dygtig narcissist, behøver han slet ikke at sige et eneste ord, for at få dig i den tanke- og bekymringstilstand.
Eller måske gør han det modsatte og siger til dig, at du slet ikke skal bekymre dig, men på en måde, der lige netop får dig til at bekymre dig.
Du er jo klog og det ved han, så han sikrer sig, at budskabet når rigtigt frem.
Det bliver A-L-D-R-I-G bedre!
Dine mentale blokeringer i forhold til narcissisten forsvinder ikke af sig selv.
Du bliver nødt til at gøre en aktiv og konsekvent indsats for at begynde din selvhelbredelse og din vej væk fra ham.
Og i går er bedre end i dag.
Ikke flere overspringshandlinger…ikke mere venten til i morgen…eller i næste uge…eller til du har givet ham endnu, endnu, endnu en chance for at vise at han vil forbedre sig.
Hvis du venter på at han skal afslutte forholdet, så må jeg desværre bedrøve dig, for det slutter aldrig fra hans side.
Hans ønske om at se dig lide, forældes aldrig og han ved at, hvis du skal få det bedre, så skal forholdet slutte.
Så hele hans formål er, at det aldrig slutter.
Mit bedste og mest medfølende råd til dig er at begynde på din vej væk fra ham lige NU!
Lige nu, hvor han måske ikke er i rummet sammen med dig, hvor han måske er væk på en af sine mange uforklarlige ture eller hvor du er i en periode, hvor han behandler dig som ikke eksisterende.
Der er ikke mere du skal prøve at “finde ud af” omkring ham.
Det har du allerede brugt mere end rigeligt tanke-energi på.
Du finder ALDRIG ud af ham!
Den eneste du skal finde ud af, lige nu, er dig selv og hvor du er i dit hoved og hvor du er i dit liv.
Den eneste grund til at en narcissist vender tilbage til dig igen og igen og igen, er for at sikre sig, at du aldrig slipper ud af den smerte han har forvoldt dig.
Han vender ikke tilbage fordi han savner dig eller elsker dig eller indser de fejl han har begået…desværre NEJ!
Grunden til at han trykker på “reset-knappen” om og om og om igen er kun for at opleve den her følelse af “de varme hvedebrødsdage” igen og igen og igen.
Den føles altid som om alting starter lykkeligt og frisk på ny.
Og narcissister elsker, elsker, elsker alting, der er spændende, friskt og nyt.
Og når han så har suget al det spændende, nye og friske ud af dig igen, starter ignorerings-, tavsheds- og forsvindingsscenariet om igen.
Han “straffer” dig i bogstaveligste forstand for at ødelægge hans gode humør.
Og hvis han virker interesseret i dig, er det kun for at være sikker på, at du ikke har det godt.
Og har du det godt, skal han nok sørge for at lave om på det.
Hans selvtillid fejler intet og han VED, hvilke knapper han skal trykke på for at få dig til at føle og opføre dig på en bestemt måde.
Det, der i den sidste ende betyder noget for ham, er at du er der, når han kommer tilbage, så han kan starte forfra igen.
Se sandheden i øjenene, selv om den er barsk
For at komme dig over en narcissist, bliver du nødt til at se ham præcis som det og den han er.
Og der kun en ting, der er er ægte og virkeligt omkring ham og det er hans ønske om at ødelægge dig.
Han er en skuespiller af karakter og prøver hele tiden at kompensere og foregive at være noget han ikke er og noget han aldrig bliver.
For ham er kærlighed kedeligt.
Fred og ro er værre.
At være lykkelig er nærmest utilgiveligt.
Han spiller kun sød og rar fordi han bliver nødt til det…det er han meget bevidst om.
Hvorfor tror du han er så god til at få andre til at se ham som den flinke og rare fyr?
Fordi han har LÆRT, at bestemte følelser og bestemte adfærdsmønstre skaber bestemte resultater og han er så vant til at foregive at være sådan overfor mennesker, der kan give HAM noget.
Narcissister lyver.
Også selv om sandheden er bedre.
Det hele er en stor løgn.
Og at indse det, er noget af det allersværeste.
Men jeg vil bede dig om ikke at gå i panik, når du tænker over alle de gange han har løjet for dig.
Jeg vil bede dig om at holde fokus, for at få en dyb og klar indre forståelse for, at det er facts.
For jeg ved at du, hvor mærkeligt det end lyder, så snart du er ude af forholdet med ham, vil begynde at stille spørgsmålstegn ved om han nu også var så forfærdelig?
Er han nu så dårligt et menneske sidder du nu og kommer meget i tvivl om ikke sandt?
For det eneste du lige nu kan komme i tanke om er den fantastiske sex I havde sammen.
Alle de gange han fik dig til at grine.
Og du tænker over, hvor mange år I har været sammen og hvor sød han var eller hvad du nu kan finde frem af “gode minder” om ham.
Og under normale omstændigheder, er der jo intet galt i at tænke tilbage på de gode stunder man har haft sammen…vel og mærke, hvis det var i et helt normalt forhold.
Men det her er IKKE under normale omstændigheder og det her er IKKE et normalt forhold.
Alt det du tænker på som værende godt, var aldrig ægte.
Alt, hvad der er godt skal helst vare længere end et øjeblik.
Og ikke en eneste del af det han gjorde, var ægte for han følte ingenting!
Jeg ved godt at det er enormt svært at indse, acceptere og tage ind, men det er desværre sandheden.
Igen bliver du nødt til at se tingene som de virkeligt er og var…ikke som du troede de var.
Og jeg ved, at du gerne vil tro det modsatte, men det er ikke det billede du har brug for lige nu.
Du har brug for et klart billede af den manipulation, det misbrug og af den manglende gengældelse af kærlighed du er blevet udsat for.
Desværre har du elsket en, der for det første slet ikke var i stand til at modtage kærlighed og for det andet slet ikke var værdig til at modtage din kærlighed.
Det er vigtigt at få et klart billede af, at det er sådan det var og er!
Ikke mere “hukommelsestab”!
Ikke mere “sugarcoating”!
Vi bliver nødt til at se den barske sandhed i øjnene for at komme os over og videre herfra.
Og ja, jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har haft en narcissist (nærmere en psykopat) så tæt inde på livet, at jeg ved, hvilket tragisk udfald det kan få, at forblive i et forhold til dem.
Jeg ved også at en narcissist ALDRIG vil tage skylden for at noget er gået galt i et forhold.
Han vil give alle andre skylden som f.eks. dig, han forældre, hans chef, hans eks osv., osv.
Jeg må bedrøve dig med at sige, at hvis du bliver i et forhold med en narcissist fordi du tror du “fikse” ham eller give ham så meget kærlighed, at hans dårlige opførsel slutter, så er den barske sandhed, at han ALDRIG kan fikses…ikke med kærlighed, ikke med terapi ikke med en magisk pille eller noget som helst andet der findes på denne planet.
Der findes kun én eneste kur ud af forholdet
Der er kun en eneste endelig og effektiv kur mod narcissister: Forlad dem og afbryd kontakten med dem helt, aldeles og fuldstændigt.
Punktum!
Finale!
Slut!
The end!
Finito!
Ingen kontakt. Ingen e-mails. Ingen SMS’er Ingen lange samtaler til sent ud på natten. Ingen kontakt (heller ikke via hans venner).
Modstå også fristelsen for at stalke ham på facebook eller andre steder.
Det gør kun pinslen værre.
Intet og ingenting af noget som helst!
Og det er vildt hårdt!
Jeg ved det.
Han vil forsøge at tjekke op på dig med jævne mellemrum, for at sikre sig at du stadig er en del af hans narcissistiske forsyning.
Han ønsker du skal lide…det er hele pointen med hans spil.
Jo mere du lider, jo mere ved han, at du virkeligt holder af ham…og jo mere i live føler han sig.
Din ulykkelighed er hans livsblod.
Når du praktiserer ingen kontakt, så tillader du dig selv at få lov til at ånde og til at få lov til at slappe af og finde ud af, at du er et værdigt menneske udenfor den verden du har levet i med ham.
Der findes desværre ikke andre så effektive kure som denne.
For at begynde din vej ud af et forhold med en narcissistisk partner, bliver du nødt til at give slip på fortiden og i stedet beslutte dig for at leve her og nu.
Det er det eneste svar overhovedet på den smerte og det knuste hjerte du sidder tilbage med, når du har afsluttet forholdet.
Der var ikke noget du på nogen som helst måde kunne have gjort anderledes.
Du havde ikke kunnet give ham ENDNU mere kærlighed end du gjorde…du kunne IKKE have sagt eller gjort noget anderledes for at forhindre at det blev som det blev.
Det er SÅ hårdt at acceptere det ved jeg. Og det føles så hjerteskærende trist. Men det er som det er og dit liv bliver simpelthen nødt til at gå videre.
De kærligste tanker
Berith
Ps. Har du brug for støtte og hjælp til at komme ud af et forhold med en narcissist, så prøv at kigge her på mit nye online forum for kvinder, der er eller har været i et forhold med en narcissist og ønsker hjælp til at komme ud af det.
Du kan også få 1-til-1 hjælp HER
Du kan også kigge nærmere på om mit Energi Succes forløb for særligt sensitive er noget for dig.
Skriv et svar