Som særligt sensitive er vi ret gode til at fornemme, hvad andre har brug for, hvad de tænker på og hvad der bekymrer dem.
De gør os til den ideelle person at henvende sig til, når livet er lidt tungt og/eller forvirrende.
Og vi elsker jo også de dybe 1-til-1 samtaler og eftersom vi gør det, så kan vi tiltrække en hel lille tilhængerskare af mennesker, der kommer til os, når de føler at de sidder fast på den ene eller den anden måde.
Som særlig sensitiv har du nogle fabelagtige gaver!
Når vi har de dybe samtaler, så får vi virkeligt også lov til at bruge de fabelagtige evner vi har (og som vi også elsker):
– at fornemme den underliggende kommunikation (at forstå, hvad der bliver sagt “mellem linierne”)
– at tale om store komplekse og dybe emner
– at tune ind med vores intuition og give den bedst mulige støtte.
Og selv om det er dejligt og selv om det er givende og selv om det er smigrende at få at vide at vi er SÅ gode til det, så kan vi nå til et punkt, hvor vi føler os “brugte” fordi vi føler at vi skal være alles terapeut.
Vi er måske dem, der ALTID stiller op for andre, når de har problemer eller har brug for hjælp, men når det kommer dertil, hvor det er os, der har brug for hjælpen, så er de mennesker vi har hjulpet forsvundet på mystisk vis.
Den følelse af svigt, vi kan føle her, fortæller os at vi ikke tager vores egne grænser alvorligt…og at vi ikke tager vores egne behov alvorligt
Jeps, vi HAR faktisk behov!
Men hvad kan vi gøre ved det?
Er du blevet en særlig sensitiv terapeut i stedet for en særlig sensitiv ven?
Her får du mine 8 bedste råd til at få dig tilbage på sporet igen:
1: Hvad er det for en følelse jeg får?
Det første, du skal gøre, er at tune ind på den her følelse du har…er det svigt, irritation, frustration, sorg eller hvad er det for en følelse?
Det er din krop, der snakker her og den fortæller dig at du HAR nogle behov.
Spørg dig selv, HVAD du har brug for lige nu og gør så noget ved det.
2: Er jeg en ven eller en terapapeut?
Spørg dig selv: Er jeg deres ven eller er jeg deres terapeut?
Hvis de venskaber og forhold du har føles mere som et sygeplejerske-job end et ligeværdigt hjerte-til-hjerte forhold, så er du helt sikkert terapeuten.
3: Sæt “professionelle” grænser.
Prøv lige at overveje det her: Hvis du var en hjerte-kirurg, ville du så invitere dine patienter hjem til din fødselsdag? Ville en psykolog invitere hendes klienter til at fejre nytårsaften sammen med hende? (det håber jeg ikke!)
4: Du er IKKE ansvarlig for at alting bliver godt.
Som særlig sensitive har vi ofte den overbevisning, at vi skal sørge for, at alting er fint og godt og at VI er løsningen på andres problemer.
Og det er fordi vi føler andres behov og problemer så stærkt, at vi har det med at sætte dem før os selv. Men det sætter faktisk os selv i offer-rollen.
Spørg i stedet dig selv: “Hvad kan jeg godt LIDE at tilbyde?” Og mærk så efter, hvem du kan tilbyde det og om det føles godt og rigtigt for dig.
5: Fortæl om dine grænser.
Hvis vi har nogle grænser, som vi ønsker at andre respekterer, så bliver vi nødt til at fortælle om vores grænser…det er ikke alle, der kan læse dine tanker.
Og hvis andre ikke kan respektere dine grænser, så er det deres valg og du bliver nødt til at give slip på dem og lade dem gå et andet sted hen for at få hjælp.
6: Hold lidt pause fra vedkommende.
Som særlig sensitive, så har vi så nemt ved at sætte os ind i, hvordan andre har det…ofte på bekostning af, hvordan vi egentligt selv har det.
Hvis du overbekymrer dig og føler dig forpligtet til at hjælpe et andet menneske, så er du gået for meget “ind i deres energi”.
For at komme tilbage i din egen energi, så hold lidt pause fra vedkommende.
7: Alting behøver ikke at være LIGE NU!
Hvis andre mennesker forventer meget af dig og forventer at det skal være LIGE NU, så sig f.eks. “Jeg har desværre ikke tid lige nu, men på mandag kan jeg…kunne vi lave en aftale der?”
Når du gør det, så bliver det også meget nemmere for dig at sætte grænser.
Hermed svigter du heller ikke vedkommende og hvis de virkeligt værdsætter dig, så vil de hellere end gerne vente på din hjælp.
8: Vær realistisk.
Hvem er det, du virkeligt KAN hjælpe? Ønsker de virkeligt hjælpen eller er det mennesker, der i bund og grund ønsker at være i offerrollen?
Professionelle terapeuter må også stille stolen for døren for mennesker, der er ekstremt krævende og som ikke ønsker at ændre noget på sig selv.
Bliv bevidst og vær realistisk omkring, hvem du kan hjælpe og hvem du ikke kan hjælpe.
Husk på at kronisk ofre er…kroniske ofre.
Og selvfølgelig oplever vi alle sammen indimellem behovet for at få ekstra opmærksomhed og det er helt normalt og helt ok…men at være kronisk opmærksomhedskrævende er ikke normalt og ok.
Det er mit indeligste ønske at du tager rådene her til hjertet og bruger dem…det vil gøre en kæmpe forskel i dit liv.
Indtil vi høres ved igen, så ha’ det helt fantastisk.
Kærlig hilsen
Berith
Skriv et svar