Særligt sensitive bruger en masse tid og energi på at have skyldfølelse.
Vi bekymrer os om vi bryder de uskrevne love, der i høj grad er skabt af og for de udadvendte.
Vi vakler ofte nervøst hen over den usynlige linie, der er mellem det at opfylde vores egne behov mod det at skuffe andre.
Vi bekymrer os om vi på en eller anden måde skuffer både os selv og verden ved ikke at tale så meget, ved at vi ikke at går så meget ud, at vi ikke bliver til festen er slut og at vi ikke nyder de vilde aktiviteter som andre får energi af.
Kort sagt, så har vi det dårligt med at vi ikke er udadvendte nok.
Og måske får vores dårlige samvittighed os til at gøre ting, som vi normalt ikke ville gøre…og måske sker der noget godt som følge af det…super…men vi ønsker ikke at vores skyldfølelse skal være den egentlige motivation
Vi skulle helst være drevet af vores indre overbevisninger…ikke af skyldfølelse
Jeg har længe nærmest været helt besat af at finde mit livsformål…mit højere kald, kan vi også kalde det.
Og hvordan hænger det så sammen med det at have skyldfølelse?
Jo ser du nogle mennesker (host, host… de udadvendte 🙂 ) har meget svært ved at forstå, hvorfor man har så meget brug for alenetid, hvor man læser, skriver, får nye idéer, udvikler nye projekter og udforsker sit eget sind…og selvfølgelig har jeg brug for at komme ud og opleve nye ting og møde nye mennesker…men jeg gør det på mine egne præmisser og på min egen måde…
Måske bruger jeg tre dage i træk på at socialisere mig og lære nye ting…for derefter at trække mig tilbage og blive hjemme resten af ugen…en særligt sensitiv pige jeg talte med for nyligt, kaldte disse perioder for Ebbe og Flod…helt genialt udtryk!
…så når jeg har min Ebbe, vil du ofte finde mig igang med at arbejde på et kreativt projekt, at læse en spændende bog eller simpelthen bare sidde og kigge ud i luften, mens jeg lytter til Sarah Mclachlan.
De udadvendte forstår slet ikke min fremgangsmåde…de foreslår ofte at jeg gør tingene anderledes…kort sagt, så mener de at jeg burde leve mit liv som de lever deres.
Men oftest gør jeg det jeg føler er mest rigtigt for mig til trods for deres (selvfølgeligt velmenende) indvendinger…men desværre ender jeg nogle gange op med at have skyldfølelse og være yderst følsom overfor mig selv…og jeg tror at mange særligt sensitive har det samme problem.
…så det er tid til at vi sætter vores fod i jorden (blidt uden at tiltrække for meget opmærksomhed 🙂 )
Vi særligt sensitive har ret til at gå af vores egen sti og skabe det liv, der passer os…selvfølgelig bortset fra, at hvis du sårer en anden…men ellers er der ingen grund til at have skyldfølese over at følge det du foretrækker…det er dine indre personlige overbevisninger og du er ikke forpligtet til at retfærdiggøre dem overfor andre end dig selv.
…så lad os glemme skyldfølelsen og bruge vores energi på noget mere konstruktivt…som f.eks. det at finde frem til vores livsformål.
Du ønskes en rigtig, rigtig glædelig jul og mit største ønske for dig, er at år 2014 blive det mest fantastiske særligt sensitive år i dit liv indtil nu.
Kærligst Berith
Skriv et svar